Forleden dag fik jeg gæster om aftenen, det var en af de dage hvor jeg havde sent fri, og derfor havde jeg faktisk ikke tid til at bage.
Men dagen forinden rørte jeg dejen sammen til disse fantastiske koldhævede gulerodsboller. De skal ikke formes eller noget, så de tog Ingen tid at lave dagen efter.
Til 15 boller brugte jeg:
- 6 dl vand
- 2 dl tykmælk
- 25 g gær
- 100 g solsikkekerner
- 120 g havregryn
- 300 g revet gulerod
- 3 tsk salt
- ca 650-700 g hvedemel
Rør gæren ud i vandet, tilsæt tykmælk, salt, kerner, gulerod og havregryn. Tilsæt herefter mel, lidt af gangen. Dejen skal være klistret og svær at røre i. Kom et låg eller folie over skålen og stil den i køleskabet et døgn. Næste dag kommer du bagepapir på en bageplade, herpå sætter du dejen med 2 spiseskeer. Jeg fik 15 boller ud af det. Lad bollerne stå 30 minutter på køkkenbordet. Kom bollerne i en forvarmet ovn ved 260 grader. Lad dem få 5 minutter, skru herefter ned til 225 og bag dem 20 minutter. Køl bollerne af på en rist.
Bollerne holder sig saftige i flere dage.
Tænker man Sense, så svarer 1/2 bolle til 1 Hf4.