En bolle med en overraskelse indeni.
Jeg eksperimenterer med ting til madpakken. Denne gang blev det til boller med en frikadelle indeni. Jeg bagte en kæmpe portion, jeg har jo også 4 unger der skal have mad med. Hvis du ikke har så mange børn, så kan bollerne fryses.
Til 36 stk har jeg brugt:
Til frikadellerne:
- 1 kg hakket svinekød
- 2 æg
- 2 løg meget finthakket
- 3 dl rasp
- 3 tsk salt
- 1 tsk peber.
Rør farsen sammen og for 36 små frikadeller. Jeg steger dem i ovnen, 20 minutter ved 200 grader. Lad dem køle af.
Til dejen skal du bruge:
- 50 g gær
- 4 dl vand
- 225 g cremefraiche
- 2 æg
- 350 g fint revet gulerod
- 4 dl havregryn
- 200 g grahamsmel
- 3 tsk salt
- 600 g manitobamel
Rør gæren ud i vandet. Tilsæt gulerod, cremefraiche, æg og salt. Rør havregryn og grahamsmel i. Rør manitobamel i lidt efter lidt. Hold evt lidt igen. Stil dejen til hævning i en time.
Del dejen i 36 stykker. Tril en lille kugle og glat den ud med fingrene. Kom en frikadelle på dejen.
Luk dejen rundt om frikadellen. Læg bollerne på en plade med bagepapir. Lad dem efterhæve i en time. Pensel bollerne med sammenpisket æg og drys med sesamfrø.
Bag bollerne i en forvarmet ovn ved 200 grader i 12-15 minutter.
Lad bollerne køle af før de kommes i en pose og opbevares i køleskab.