Fastfood i en farverig udgave.
Herhjemme har jeg faktisk ikke behov for at camouflere grøntsagerne, men jeg synes alligevel det er sjovt, når man kan få ekstra grøntsager i familien ved at camouflere dem.
I disse burgere er der både grøntsager i bollerne, bøfferne, toppingen og selvfølgelig tilbehøret.
Jeg har lavet til to dage, og ekstra boller til fryseren.
Til Ca 24 boller skal du bruge:
- 400 g rødbede (når de er skrællet og skåret i skiver)
- 50 g gær
- 2 tsk salt
- 4 spsk olivenolie
- 5 dl lunken vand
- 5 dl kogevand
- 500 g durum hvedemel
- 500 g groft speltmel eller andet groft mel
- Hvedemel til dejen ikke klistrer mere.
- Æg til pensling
- Birkes og sesamfrø til drys
Start med at skrælle dine rødbeder og skær dem i skiver. Tilsæt 7 dl vand i gryden. Kog dine rødbeder i Ca 40 minutter. Mål 5 dl af kogevandet af. Kom det i en blender sammen med rødbederne og blend rødbederne til alle rødbeder er blendet. Opløs gæren i de 5 dl lunken vand. Tilsæt salt og olie. Rør durum melet i. Tilsæt halvdelen af speltmelet. Kom nu de blendede rødbeder (som blev blendet med de 5 dl kogevandet) i blandingen. Rør det godt igennem. Tilsæt resten af spelt melet. Tilsæt nu hvedemel til dejen ikke klistrer længere. Der går en del til. Sæt dejen til hævning i 30 minutter. Imens laves de andre ting til burgeren.
Efter 30 minutter formes bollerne som sættes til hævning et kvarters tid. Pensel bollerne med æg og drys dem med sesam og Birkes. Bag bollerne i en forvarmet ovn ved 200 grader i 20 minutter.
Til broccomolen skal du bruge:
- 1 helt broccoli 500 g. Du bruger også stokken
- 2-3 fed hvidløg
- 200 g friskost
- 1 drys chiliflager
- 1 tsk salt
- 2 tsk limesaft
Kog broccolien i Ca 15 minutter. Hæld vandet fra. Tilsæt osten, hvidløg, chili flager, salt og limesaft. Blend det hele til en ensartet masse. Stil det på køl.
Til kyllingebøfferne skal du bruge:
- 900 g hakket kyllingekød
- 2 æg
- 2 tsk salt
- 2 tsk peber
- 4 fed hvidløg
- 1 stort løg
- 1 stor gulerod
- Skal af en øko citron
- 3 spsk hakket persille
- 7 spsk havregryn
- Olie til stegning
Hak løg, hvidløg og gulerod helt fint, jeg gør det i min minihakker. Kom alle ingredienser i en skål. Rør dem godt sammen. Hvis farsen er for våd, så tilsæt en skefuld mel. Stil farsen på hvil en halv times tid. Varm olien op i en pande. Tag en stor spsk fars og kom den i panden, tryk farsen flad i panden. Steg bøfferne på begge sider til de er gylden brune.
Jeg serverede spinat, gulerod og lyn syltede rødløg til burgeren.