Hjemmelavet madpakke guf er bare lidt sjovere.
Jeg kan virkelig købe mig arm i guf til madpakken. Figenstænger er en af de ting som mine børn synes er hyggeligt, meeeen der er 5 stk i sådan en pose. Med tre børn der godt kan lide de her stænger, ja så bliver det til nogle poser.
Jeg har derfor forsøgt mig med mine egne figenstænger.
Du skal bruge:
Al frugten er tørrede frugter.
- 200 g figner
- 100 g dadler
- 75 g abrikoser
- 100 g hasselnødder
- 100 g saltede peanuts
- 2 spsk kakao
- 1 spsk kokosolie
De tørrede frugter køres i en foodprocessor eller en minihakker. Det samme gør du med nødder og peanuts. Det skal hakkes helt fint. Kom det hele i en skål og tilsæt kakao og smeltet olie. Bland nu det hele godt sammen, jeg brugte hænderne til det.
På et stykke bagepapir rulles massen til stænger på tykkelse med en pegefinger.
Skær stængerne ud i passende længde. Kom stængerne i en bøtte og opbevar dem i køleskabet. Stængerne kan sagtens holde et par uger.
Jeg ruller mine stænger ind i madpapir inden de kommer i madkassen.