Nissehuer hører julen til, især de søde af slagsen.
Hjemmelavede skumfiduser er virkelig ikke svære at lave, og så smager de meget bedre end dem man køber.
I anledning af december har mine fået form som nissehuer. De har fået smag af hindbær, som er en af mine favoritsmage.
Du skal bruge:
- 500 g sukker
- 1,5 dl sirup (lys)
- 1,5 dl vand
- 14 blade husblas
- 1-2 tsk rød frugtfarve
- 1 tsk hindbær ekstrakt
- Flormelis
Læg husblassen i blød i en skål med rigeligt koldt vand.
Kom sukker, sirup og vand i en gryde. Varm det op under omrøring. Bring massen i koge og lad det småkoge til alt sukkeret er opløst. Lad det småkoge yderligere 5 minutters tid. Min masse var omkring de 106 grader.
Tag husblassen op af vandet og vrid det let for vand. Kom det i en stor skål. Tilsæt lidt af sukkermassen så husblassen opløses. Tilsæt nu resten af sukkermassen og pisk det hele i Ca 15 minutters tid. Massen bliver sej og stiv og luftig.
Tilsæt hindbær ekstrakt og pisk igen. Tilsæt en tsk frugtfarve og pisk igen. Læg bagepapir i en bradepande. Drys den med rigeligt flormelis. Hæld massen op i bradepanden. Med en kødnål eller et grillspyd tilsættes resten af frugtfarven. Lav evt mønster.
Drys med flormelis og stil det i køleskabet til næste dag.
Dagen efter tages massen som nu er stiv ud af formen, den klippes i 4 cm brede strimler. Klip hver strimmel i skrå stykker, så det ligner nissehuer.
Vend stykkerne i flormelis. Opbevar skumfidusen i en pose eller en skål med låg. Gerne i køleskabet.