
Det dufter lidt af jul.
Mortens aften var lige ved at gå i vasken for os. Cecilie er kommet til skade til gymnastik, vi havde været på skadestuen men var blevet sendt hjem. I dag ringer de og siger de sender en ambulance, de havde mistanke om brud. 4,5 timer senere fik vi dommen, brud på ryggen. Men men men da var klokken også så mange at jeg frygtede for middagen, heldigvis var mormor trådt til og havde skrællet kartofler og sat stegen i ovnen, middagen var reddet.

Desserten havde jeg lavet i formiddags, en anderledes udgave af ris a la manden. Jeg bliver hurtig træt af ris a la mande, og det vil jeg helst undgå.
Til 6 personer skal du bruge:
- Risengrød af 1/2 l mælk
- 50 g sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 2 dl fløde pisket til skum
- 12 Lady fingers
- Stærk kaffe
- Amaretto
- Revet chokolade
Kom sukker og og vaniljesukker i den varme grød. Stil grøden på køl. Rør flødeskummet i den kolde grød. Tag et portionsglas. Del en ladyfinger i 2, hæld lidt amaretto i en lille skål og dyp kiksens ene side heri, dyp den anden side i den stærke kaffe. Læg kiksen i glasset.

Kom et par skefulde ris over kiksene. Gentag processen.

Stil glassene i køleskabet et par timer. Inden servering drysses revet chokolade over grøden.