I dag var menuen en sikker vinder. Pitabrød med falafel slår aldrig fejl. Bonus, kødløs dag.
Jeg vil i dag give dig 4 opskrifter, nemlig opskriften på falafler, grove pitabrød, syltet kål og citrondressing.
Falafler:
Til falaflerne skal du bruge:
- 1 pose kikærter (de skal stå i blød i køleskabet et døgns tid) Der er 600 g tørrede kikærter i en pose. (Efter de er udblødte skal de skylles godt med koldt vand)
- 2 rødløg
- 5 fed pressede hvidløg
- 1 chili med kerner
- 5 spsk citronsaft
- 2,5 tsk spidskommen
- 1-2 tsk koriander (tørret)
- 5 spsk hakket persille (jeg bruger det fra frost)
- 1 dl vand
- 1 tsk bagepulver
- 2 spsk mel
- 2 tsk groft salt
- 1/3 tsk peber
- Olie til stegning (jeg bruger raps eller solsikkeolie)
Kom alle ingredienser i en foodprocessor (undtagen olie). Da jeg ikke ejer en foodprocessor, så hakker jeg det hele i en minihakker.
Når alle ingredienser er hakket fint, faktisk blendet, og krydderierne er tilsat, og man har rørt godt rundt. Jeg bruger altid hænderne til at blande “farsen”. Hæld olie i en pande, og der skal rigeligt med olie i, jeg bruger ca 1/2 flaske. Når olien er brand varm, form da små boller af din fars, sørg for at trykke farsen godt sammen, så falaflerne ikke falder fra hinanden under stegningen. Kom dine “fars”boller i olien og lad dem fritere. Vend dem undervejs. Kom de færdige falafler i et fad og hold dem varme i ovnen indtil de skal spises.
Grove pitabrød:
Du skal bruge:
- 30 g gær
- 6 dl vand
- 2 tsk salt
- 5 dl fuldkornsdurummel
- 4 dl grahamsmel
- ca 6-7 dl hvedemel (til dejen slipper)
Opskriften giver ca 9 pitabrød (mine er ret store)
Opløs gæren i det lunkne vand, tilsæt salt, durummel og grahamsmel. Rør nu hvedemelet i lidt efter lidt, det bliver nødvendigt at tage hænderne i bruge. Dejen skal ikke klistre til hænderne, men dejen skal heller ikke være tør. Stil dejen til hævning i 1 time.
Form nu boller af din dej. Tril bollerne flade med en kagerulle. Læg pitabrødene på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve ca 15 min. Kom pitabrødene i en forvarmet ovn 200 grader, de skal bage i ca 12-15 min.
Syltet kål:
Du skal bruge:
- 1/2 spidskål (stort) jeg har brugt en af de røde
- 2 dl vand
- 2 dl eddike
- 1 dl sødemiddel (sukker, sukrin eller hvad du bruger)
- 3-4 laubærblade
- 5 peberkorn.
- 1/2 tsk salt
Start med at rive kålen. Jeg har heldigvis en multi rivemaskine, det gør det meget nemmere. Kom kålen i en skål. Kom vand, eddike, sødemiddel, laurbærblade, peberkorn og salt i en gryde. Giv det et opkog. Hæld den varme lage over kålen og stil det i køleskabet. Kålen er klar til brug når den atter er kold.
Citrondressing:
Du skal bruge:
- 1 bøtte cremefraiche 5%
- 3-4 spsk citronsaft
- 2 spsk sødemiddel (sukker eller sukrin)
- 1 tsk basilikum (tørret)
- lidt salt og frisk kværnet peber
Det hele røres bare sammen.
Sense fordelingen på sådan et måltid:
Hf1 og 2: kål, agurk, tomat, løg, peberfrugt, gulerod og syltet agurk
Hf3: falafel
Hf4: pitabrød (der er 2 hf, men jeg har sparet en væk til frokost)
Fedt: olie, Dressing 2 spsk.