Disse brød er så nemme at bage, og så smager de himmelsk.
Hvordan bager man brød sim bageren, hvor brødet er dejlig sej og med store huller inden i, og med en skorpe som knaser ved hvert bid? Jo det er faktisk slet ikke så svært. Faktisk ville mine to store børn sagtens kunne lave det her brød.
Til 3 brød har jeg brugt:
- 7 dl koldt vand
- 10-15 g gær
- 5 tsk salt
- 15 g bageenzymer (jeg køber det på nettet, det er altså ikke så dyrt, og er bare godt i alt brød)
- 800 g manitoba mel (det kan man købe i Føtex og Bilka. Ellers kan bruges tippo 00 mel)

Du skal starte aftenen forinden, dejen skal nemlig hæve 14 timer på køkkenbordet.
Du skal bruge en stor skål, jeg bruger hæveskålen fra Tupperware, der kan være ret meget i den, og det skal der kunne være, da dejen hæver MEGET.

Start med at komme vand, gær og salt i skålen, rør det ud med en gaffel. Drys herefter bageenzym i vandet. Kom nu mel i vandet, rør det hurtig rundt med gaflen. Alt melet skal være vådt. Dejen er en smule våd og skal ikke æltes. Da jeg har en hæveskål kommer jeg bare låg over min skål. Hvis du ikke har låg til din skål kom da husholdningsfilm eller en klippet frysepose over skålen. Lad dejen stå i 14 timer på køkkenbordet. Pil ikke ved dejen undervejs, så falder den sammen.
Næste dag skal du inden du bager brødet tænde for ovnen. Jeg tænder på 275 grader varmluft. Ovnen SKAL være varm når brødet sættes ind i ovnen.
Kom godt med mel på køkkenbordet. Jeg kommer 4 store håndfulde ud på bordet. Hæld den våde boblende dej ud på bordet med mel. Nu skal der arbejdes lidt hurtigt. Vend dejen ind over sig selv, melet følger med.

Kom dejen/brødet over på en bageplade med bagepapir. Kom bradepanden i ovnen med det samme.

Bag brødet i 20 minutter ikke på nederste rille, men rillen lige over.

Brødet smager bedst den dag det er bagt. Men det smager til gengæld så godt, at man sagtens kan spise alt brødet.

