
Pasta i alle afskygninger er et hit hjemme hos os.
Lasagne, pasta med kødsovs, pastacarbonara, spaghetti med kødboller og nu også pasta pie. Ja pasta kan tilberedes på mange måder, og denne måde som pie var virkelig en succes.
Jeg lavede en stor gryde sovs, jeg brugte ikke alt sovsen til min pasta pie, så resten er røget i fryseren, til en dag hvor jeg kommer sent hjem.
Du skal bruge:
- 1 kg hakket oksekød
- 1 porre
- 2 snackpeber
- 4 gulerødder
- 1 stort løg
- 4 stængler bladselleri
- 200 g champignon
- Fedtstof
- 3 spsk paprika
- 3 spsk hvidløgspulver
- 2 dåser hakkede tomater
- 1 dåse vand
- 1 tsk cayennepeber
- 4 spsk sukker
- Salt og peber
- 500 g pastarør
- Rasp
- Ca 1 pose parmesanost
Kom pastaen i en gryde med vand og giv dem et opkog. Jeg brugte sådan nogle rør.

Når vandet koger slukkes for varmen og pastaen hældes i en si og får en tur med koldt vand.
Nu skal kødsovsen laves. Kom fedtstof i en gryde, tilsæt kødet. Imens kødet brunes hakkes alle grøntsager i enten foodprocessor eller minihakkeren. Tilsæt grøntsagerne til kødet. Kom krydderierne og de hakkede tomater ved. Kom ligeledes vandet ved. Kog det godt igennem og smag sovsen til med salt og peber.
Tag en springform og smør den med smør eller margarine. Drys springformen med rasp

Stil de halv kogte pasta rør ned i formen.

Kom sovs ovenpå pastaen. Bank formen undervejs, så kødet ryger ned i hullerne på pastaen. Måske man skal hjælpe lidt efter med en ske. Fortsæt til man har brugt lidt over halvdelen af sovsen.

Drys revet parmesanost over. Drys herefter rasp over osten.

Kom formen i en forvarmet ovn ved 200 grader i 30-35 minutter.
Tag formen ud af ovnen og placer den på et fad. Nu kan ringen åbnes og tages af. Man kan nu skærer fine stykker af pasta pieen.

Jeg serverede salat til.
I sense ser fordelingen således ud:
- Hf1 og 2 : grøntsagerne i sovsen og min salat
- Hf3 : oksekød
- Hf4 : pasta og rasp
- Fedt: parmesanost og fedtstof