Fladbrød med krydrede kyllingedeller og hvidløgsdressing


IMG_20170807_182440_926

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker salater og brød. I denne kombination elsker jeg det endnu mere.

Jeg bor på landet, og jeg skal altid køre efter mit fastfood. Derfor ender det altid med, at jeg laver det selv. Det bliver det bestemt ikke dårligere af.

Opskriften her er til 2 dage. For ja, brødet kan faktisk godt lunes i ovnen dagen derpå. Hvis du kun vil have til en dag, så halverer du selvfølgelig bare det hele.

Til 16 fladbrød skal du bruge:

  • 7 dl vand
  • 50 g gær
  • 350 g tipo 00 mel
  • 350 g hvedemel med fuldkorn (den fra Finax)
  • 350 g hvedemel
  • 2 tsk salt

Rør gæren ud i vandet. Kom de 2 specialmel i samt salten. Rør herefter hvedemel i lidt af gangen. Kom dejen ud på et bord med mel. Ælt dejen godt, til den er lækker smidig og sej. Kom dejen tilbage i skålen og lad den hæve en time med et viskestykke over. Del dejen i 16 stykker.

20170807_165210

Form små boller. Rul bollerne flade. De skal være helt tynde. Ca 4 mm.

20170807_170050

Varm en pande op. Kom en af de flade “pandekager” på panden, det skal være uden fedtstof. Bag den i Ca 1 minut på hver side. Brødene bobler/hæver op.

20170807_170348

Gentag til alle brød er bagt.

Til de krydrede kyllingedeller skal du bruge:

  • 900 g hakket kyllingekød
  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 små dl rasp
  • 2 små æg
  • 2 spsk hvedemel
  • 1 tsk peber
  • 2 tsk salt
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk karry

Hak løg og hvidløg meget fint, jeg bruger min minihakker. Rør alle ingredienserne til dellerne sammen. Form nu aflange deller og steg dem i noget fedtstof.

20170807_155759

Hold dellerne varme i ovnen.

Til dressingen skal du bruge:

  • 5 dl cremefraiche
  • 1 bundt purløg klippet i stykker
  • 2 fed presset hvidløg
  • 1 stor spsk hakket mynte blade
  • 2 spsk citronsaft
  • Friskkværnet peber
  • 1 tsk salt

Rør alle ingredienserne sammen.

Jeg serverede blandet grønt til.

IMG_20170807_181409_262

Sensefordelingen:

  • Hf1 og 2: spidskål, tomat,  agurk,  løg og spirer
  • Hf3: kyllingedeller
  • Hf4: brød og der er 2 håndfulde
  • Dressing

En mening om “Fladbrød med krydrede kyllingedeller og hvidløgsdressing”

  1. Tak for mad! Det smagte virkelig herligt – og fladbrødene lykkedes nogenlunde … jeg forstår ikke rigtig hvorfor nogle af dem hævede ligeså flot, som det, du har taget billede af mens andre hævede meget spredt – hvilke erfaringer har du gjort dig med det?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *