Cremet lækker og nok en voksenret.
Jeg må nok erkende, at denne ret er en voksenret herhjemme. Mine børn var nemlig ikke begejstrede. Men pyt, for jeg var vild med den.
Til en stor portion til 6 personer skal du bruge:
- 2 hokkaido græskar
- 2 løg
- 4 fed hvidløg
- 4 spsk olie (store)
- 600 g risotto ris
- 3 dl hvidvin
- 2 l vand
- 4 grøntsags bouillon terninger
- Revet skal af 1/2 øko citron
- Salt og peber
- 60 g smør
- 200 g parmesan
Start med at skylle græskarene. Del dem og fjern kernerne. Skær dem i store både om læg dem på en bageplade med bagepapir. Kom dem i en forvarmet ovn ved 200 grader i 30 minutter. Tag græskar bådene ud af ovnen og fjern indmad med en spiseske. Med en stav blender blendes græskar til en fin puré.
Kom vand og bouillon terninger i en gryde. Bring det i kog under låg.
Pil løg og hvidløg og hak det fint. Varm olien op i en stor gryde, svits løg og hvidløg i et par minutter. Tilsæt risene og lad dem under omrøring suge olien. Det tager et par minutter. Tilsæt hvidvinen og lad det “brænde” af. Risene skal suge al væden.
Tilsæt nu lidt efter lidt den varme bouillon til risene. Rør godt i det undervejs. Fortsæt processen til der ikke er mere bouillon. Risene skal være bløde, men stadig med lidt bid. Kom revet citronskal og græskar puré i risene. Varm det godt igennem. Tag gryden af varmen og tilsæt smør og revet parmesanost. Smag til med salt og peber.
Jeg serverede risottoen med græskarkerner ovenpå. Hertil fik vi en kålsalat med sennepsdressing og et stykke grov flutes.