Ærtesuppe

IMG_20210323_181413

Cremet, mættende og bare læææækker.

Vi er en familie som spiser mange grøntsager, på trods af det, så synes jeg faktisk det kan være lidt svært med de grøntsager. 4 børn, 4 smage, ja det betyder at et barn kan lide de grøntsager, et barn kan lide noget andet og et barn vil helst have kogte grøntsager en anden vil hellere have dem rå. Det kan godt give mig grå hår i perioder.

Nå men 3 ud af 4 børn spiser ikke ærter herhjemme, og jeg elsker ærter. Jeg har derfor lavet en suppe, hvor ærterne var kamufleret. Det bedste af det hele er, at retten blot indeholder 57 kcal pr 100 g. Plus minus, alt efter, om du bruger det samme mærke som jeg gør. Retten giver en stor gryde, men den kan sagtens genvarmes og fryses.

Til suppen skal du bruge:

  • 20 g olivenolie
  • 355 g løg (3 stk)
  • 35 g hvidløg (8 fede)
  • 380 g squash (2 små)
  • 175 g smuttede mandler
  • 250 ml hvidvin
  • 200 g frisk spinat
  • 4 stk grøntsags bouillon terninger
  • 2 l vand
  • 1 kg frosne ærter (optøede)
  • Salt og peber

Start med at snitte løg og hvidløg i tern. Riv squashen groft. Vask spinaten godt. Blend/hak de smuttede mandler fint.

Kom olien i en gryde. Tilsæt løg og hvidløg, steg det et par minutter, det må ikke tage farve. Tilsæt squash, spinat og de fint hakkede mandler. Vend det til spinaten er faldet sammen. Tilsæt hvidvinen og kog det op et par minutter, så alkoholen fordamper. Kom vand og bouillon terninger i. Læg låg på, og lad det simre i 10 minutters tid. Tilsæt herefter de optøede ærter. Kog suppen op igen. Blend nu suppen med stavblenderen. Det tager lidt tid, at få den helt fin i konsistensen. Smag suppen til med salt og peber. Giv den evt lige et opkog.

Jeg serverede suppen med en masse lækker topping.

rbt

Kogte kartofler i tern, ærter, ærteskud og fetaost er lækker som topping.


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/madmedwinnie.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *