Et lille marokkansk brød.
Pitabrød, bolle eller… Ja det er svært at sige hvad batbout minder om. Men de smager fantastisk med forskelligt fyld. Jeg serverede tunsalat og æggesalat til mine.
Til 24 stk skal du bruge:
- 50 g gær
- 4 dl lunken vand
- 3 tsk rørsukker
- 500 g hvedemel
- 500 g mannagryn
- 2 tsk salt
I en skål opløser du gær og rørsukker i vandet. I en større skål blander du mel, salt og mannagryn. Hæld vandet i melet og så skal dejen samles, måske der skal tilsættes lidt mere vand. Stil dejen til hævning i en time (tildækket).
Del dejen i 24 lige store stykker. Form dejen til boller som med fingerspidserne trykkes let flade. Lad de flade boller hæve i 20 minutter på et bord drysset med mannagryn.
Varm en pande op og skru ned, jeg skruede ned på 6 ud af 9. Kom 2-4 boller på panden og bag dem, vend og drej dem undervejs. Jeg brugte bare fingrene til det.
Brødene bages imellem 5 og 7 minutter. Er der for megen mannagryn i panden, så fjernes det lige med et viskestykke.
De kan som sagt fyldes med forskelligt fyld.