En lille chokolade med vokseværk.
Jeg har længe haft lyst til at lave en twix kage. I dag fik jeg endelig taget mig sammen til det. Jeg tænkte jeg prøver at kombinere det med en cheesecake (for det er vi vilde med her i huset). Når jeg eksperimenterer, så er det ikke hver gang det lykkes, og det gjorde det altså heller ikke her.
Mit første forsøg endte sådan her. Opskriften blev justeret og 2. forsøg blev som den skulle.
Til en forstørret twix skal du bruge:
Kiksebunden:
- 125 g blødt smør
- 75 g sukker
- 185 g hvedemel
Til ostemidten:
- 400 g flødeost naturel (buko eller anden)
- 135 g cremefraiche 18%
- 175 rørsukker
- 2 hele æg
- 3 æggeblommer
Til karamellen:
- 125 g smør
- 125 g sukker
- 2 spsk lys sirup
- 4 spsk kondenseret mælk
Til ganachen:
- 300 mælkechokolade
- 1 dl fløde
Start med at lave kiksebunden.
Pisk smør og sukker i en skål. Tilsæt mel. Med hænderne samles dejen. Kom bagepapir i en brødform. Kom herefter dejen i formen. Tryk den med fingrene og glat den så med en ske.
Kom formen i en forvarmet ovn ved 190 grader varmluft. Den skal bage Ca 30 minutter. Tag kagen ud og tilbered oste fyldet
Kom alle ingredienserne til ostemassen i en skål. Pisk det godt. Sukkeret skal opløses. Hæld fyldet over kiksebunden. Stil formen i en større bradepande, læg stanniol over brødformen og luk langs kanten. Hæld kogende vand i bradepanden (kagen skal nemlig bages i vandbad).
Bag nu kagen i ovnen ved 190 grader varmluft i 1 time og 15 minutter. Tag kagen ud og køl den af.
Når kagen er kølet forholdsvis af, så laves karamellen. Kom alle ingredienserne i en tykbundet gryde. Kog massen op. Lad massen småkoge i Ca 10 minutter under konstant omrøring. Massen skal blive lysebrun og tyk. Hæld massen over kagen og sæt den i køleskabet en time til to.
Tag kagen ud af formen og placer den på et skærebræt.
Fløde og chokolade kommes i en gryde og smeltes/koges op. Når alt chokoladen er smeltet og massen er jævn, tages gryden fra varmen og står lidt og køler af. Hæld herefter massen over kagen. Fordel den op af siderne.
Stil kagen tilbage i køleskabet et par timer.
Skær kagen med en skarp kniv.